Buemesteren

Det følgende er min oversættelse af et par sider (240-241) af Werner Linds bog “Budo” (isbn 13: 978-3-937872-54-4)

Karlfried Graf Dürckheim fortæller i sin bog ”Den vidunderlige kat” en selvoplevet begivenhed fra sin elevtid hos en japansk buemester.

Efter i tre år at have skudt mod et 80 cm stort mål på tre meters afstand, kom den dag hvor han skulle bevise for sin mester, at han havde lært sin lektie. Efter de almindelige ceremonier, der i asiatisk kampkunst skal følges nøjagtigt, kom øjeblikket hvor skuddet skulle falde.

Endnu har jeg ikke nået den fulde højde, hvor pilen hvilende på den udspændte bue rører øre og kind – så farer mesterens orgelstemme gennem mig: ”Holdt!” Forvirret og en smule nedslået over denne afbrydelse midt i et øjebliks dybeste koncentration sænker jeg buen. Mesteren tager den ud af min hånd, slår strengen en gang mere om buen og rækker mig den smilende igen. ”Sådan, prøv igen!” Uanende starter jeg igen. Foretager den samme række bevægelser, men da det kommer til at spænde buen er min kunst hurtigt ovre. Buen er nu dobbelt så stram, og mine kræfter rækker ikke til at spænde den. Armene begynder at sitre, jeg svinger fra side til side, og den form jeg har arbejdet så hårdt for at opnå er intet værd. Mesteren begynder at le. Fortvivlet prøver jeg igen, uden held. Intet andet end fiasko.

Jeg har nok set temmelig ærgerlig ud, for mesteren spørger mig: ”Hvorfor er du vred?” ”Hvorfor? Behøver du spørge? I ugevis har jeg øvet, og i det øjeblik det gælder, afbryder du mig endnu før jeg har skudt!” Mesteren ler endnu engang, så bliver han alvorlig og siger: ”Hvad vil du egentlig? At du havde opnået den form, der var dit mål i disse uger, kunne jeg se allerede på den måde du åbnede min hoveddør på. Men sådan er det: Når et menneske har opnået en form på sit selv, sit liv, sin viden eller sit værk, så kan der kun ske ham én ulykke: at skæbnen tillader ham at blive stående i det opnåede og sætte sig fast i det. Vil ham skæbnen det vel, så slår det ham det opnåede ud af hænderne før det hærdes. At gøre det i træningen er opgaven for den vidende lærer. For hvad kommer det egentlig an på? Da ikke på at ramme! I bueskydning, lige så lidt som i en hvilken som helst anden kunst man lærer sig, gælder det i sidste ende ikke om, hvad der kommer ud af det, men hvad der kommer ind! Altså ind i mennesket. Også det at øve sig i en ydre sags tjeneste, tjener udover den enkelte sag til opbyggelsen af det indre menneske. Og hvad er den største fare for opbyggelsen af det indre menneske? Det at blive stående i det opnåede! Forblive i fremdrift skal mennesket, forblive i fremdrift uden ophør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *